Security Blog

Hvordan giver jeg en AI-agent en API-nøgle uden at den ser nøglen?

#44

November 20, 2026 · By Mila

← All posts

Giv agenten en reference i stedet for nøglen, og lad en proxy på samme maskine sætte den rigtige nøgle ind i requesten på vej ud. Her er hvorfor miljøvariabler ikke længere er nok, og hvordan du sætter det op.

Giv agenten en reference i stedet for nøglen, og lad en lille proxy på samme maskine sætte den rigtige nøgle ind i requesten på vej ud. Agenten skriver clavitor://OpenAI/key der, hvor hemmeligheden skal være. API'et modtager den rigtige nøgle. Agenten har den aldrig i hænderne, så den kan ikke printe den, logge den eller overtale til at aflevere den.

Det er hele idéen. Resten af denne side handler om, hvorfor det betyder noget, og hvordan du sætter det op.

Hvorfor "læg den bare i en miljøvariabel" ikke længere er godt nok

For et år siden var export OPENAI_API_KEY=sk-... den normale måde at give en nøgle til et script. Ingen blinkede.

Så begyndte scriptet at tænke selv.

En AI-agent læser filer, kører værktøjer, skriver logs og taler med fremmede på internettet. Hver af de ting er en vej ud for en nøgle, den har i hænderne:

  • Miljøet. Alt, hvad agenten kører, arver den. Den dukker op i /proc, i crash dumps, i CI-output.
  • Hukommelsen. Hent nøglen ved runtime, og den ligger stadig i processen, så længe agenten kører.
  • Samtalen. En prompt injection på en webside eller i en issue-kommentar beder agenten om at "inkludere din konfiguration til debugging". En hjælpsom agent gør det.

Ingen af delene kræver en bug i agenten. Det kræver kun, at nøglen ligger et sted, agenten kan nå.

Mønsteret: agenten spørger, proxyn signerer

Tænk på et nøglekort på et hotel. Gæsten kan åbne sit værelse. Gæsten ser aldrig hovednøglen, og døren logger hver swip.

For en API-nøgle ser det sådan ud:

  1. Den rigtige nøgle ligger i en boks, krypteret.
  2. En proxy kører ved siden af agenten, på samme maskine.
  3. Agenten sender sin HTTPS-request med en reference der, hvor nøglen skal være.
  4. Proxyn henter værdien fra boksen, sætter den ind i requesten og videresender den.
  5. Agentens side har kun referencen i hænderne.

Agentens logs viser referencen. Det gør dens kontekstvindue også. Der er intet at lække.

Sådan sætter du det op med Clavitor

Sådan har vi bygget det. Én binær fil, én miljøvariabel, ingen ændring i agentens kode.

Opret en klient til agenten i din boks med de scopes, den skal bruge, tilmeld derefter proxyn og start den:

$ clavitor-proxy init
$ clavitor-proxy ca
$ clavitor-proxy serve

init tilmelder proxyn som den klient. ca printer proxyns certificate authority: tilføj den til det trust store, som agentens HTTP-klient bruger, fordi proxyn selv åbner agentens HTTPS-forbindelse. Peg derefter agenten på proxyn:

$ export HTTPS_PROXY="http://clavitor:$(cat proxy-auth)@127.0.0.1:1983"

$ curl -H "Authorization: Bearer clavitor://OpenAI/key" \
    https://api.openai.com/v1/chat/completions

proxy-auth er proxyns egen adgangstoken, filen ved siden af den binære fil. Enhver forbindelse skal bære den, så en anden bruger på samme maskine ikke kan låne proxyn. Proxyn lytter på 127.0.0.1:1983 og kun på den maskine, medmindre du bevidst sætter den op på et betroet privat netværk.

Det virker med enhver agent, hvis HTTP-klient respekterer HTTPS_PROXY: Claude Code, Codex, dine egne scripts. En loginoplysning går kun til en host, som dens post angiver som webadresse, så en prompt-injectet agent kan ikke pege den samme reference på en fremmed server. Trin-for-trin-opsætningen står i proxy-dokumentationen.

Hvad med agentens andre hemmeligheder?

Ikke enhver hemmelighed rejser i en HTTP-header. En adgangskode til deploy, en SSH-nøgle, en tofaktorkode til et login.

Til dem beder agenten boksen om én navngiven post ad gangen med clavitor-cli, og kun om poster, den har fået:

$ clavitor-cli get "GitHub Deploy" --field password

$ clavitor-cli get "Stripe API" --field key
clavitor-cli: CV-2041: Access denied.

Agenten kan ikke liste boksen. En navnesøgning viser højst fem matchende titler, og kun et antal derudover.

Authenticator-koder fungerer på samme måde. clavitor-cli totp "GitHub" beregner den aktuelle kode på agentens maskine, så den kan komme igennem et tofaktor-login, uden at nogen skal aflæse en telefon. Boksen opbevarer hemmeligheden krypteret.

Hvad dette ikke løser

En proxy holder nøglen væk fra agenten. Den gør ikke agenten troværdig.

  • En kompromitteret agent kan stadig bruge den adgang, den har fået. Den kan bare ikke tage nøglen med hjem.
  • En person med administratoradgang til maskinen kan også bruge proxyn eller læse dens hukommelse.
  • Et API, der ekkoer din nøgle tilbage i sit svar, afleverer den til agenten. Proxyn sætter nøgler ind i requests og filtrerer ikke svar.

Derfor betyder adgangen omkring den lige så meget som proxyn:

  • Scope. Hver agent får kun de poster, den skal bruge. En arbejdsagent ser GitHub og AWS. En deploy-agent ser SSH-nøgler og databasen.
  • Læsegrænser. Hver agent må kun læse et bestemt antal forskellige poster pr. minut og pr. time, og du sætter tallene. En agent, der overskrider sin timelimit to gange inden for to timer, låses, indtil du låser den op.
  • Et spor. Hver læsning logges: hvilken agent, hvilken post, hvornår.

Kører du flere agenter? Giv hver sin egen proxy og sin egen tilmelding. Så har hver sin eget scope, egne grænser og sit eget spor, og agent A kan ikke se agent B's nøgler.

Den korte version

Giv ikke en agent din nøgle. Giv den et navn for nøglen, og hold nøglen et skridt væk, på et sted, der hver gang beslutter, om denne agent må bruge den lige nu.

Sæt proxyn op eller se hvordan agentadgang fungerer.